MST i Danmark
MST i Danmark var oprindelig et 3-årigt projekt, der blev finansieret af det daværende Socialministerium.
Ringkøbing Amt, Århus Amt og Århus Kommune fik økonomisk støtte fra ministeriet til at afprøve MST, som nyt behandlingsprogram til unge med alvorlige adfærdsproblemer. Den 3-årige projektperiode begyndte i efteråret 2003, hvor interesserede amter og kommuner kunne koble sig på projektet. Nordjyllands og Vejle Amt kom med i projektet i begyndelsen af 2004, efterfulgt af Frederiksborg Amt i sommeren 2004. Endelig indgik Viborg Amt i foråret 2005 en samarbejdsaftale med Nordjyllands Amt om at deltage i projektet.
Behandlingsresultaterne fra projektperioden viste, at MST ændrer unges adfærd positivt. Resultaterne viste også, at sammenholdet i familien blev bedre, ligesom samarbejdet mellem familie, skole og andre relationer i den unges liv blev mere positivt.
På baggrund af de gode resultater forsatte MST som behandlingsprogram i Danmark. MST har været forankret i Socialstyrelsen fra 2007 til 2010, fremadrettet vil MST være forankret i Center for innovation og metodeudvikling under region midtjylland, samt i den private organisation MST Hovedstaden.